Bedre udemiljø i Nexø Golfklub
Nexø Golfklub søger støtte til at udskifte og udvide siddepladserne på sine terrasseområder – til glæde for både medlemmer og gæstespillere.
Hos Nexø Golfklub er fællesskabet en vigtig del af spillet. Det sociale samvær før og efter en golfrunde er med til at styrke sammenholdet og gøre oplevelsen endnu bedre – uanset om man er rutineret spiller eller nybegynder. Derfor bruger både medlemmer og gæster flittigt de to udendørs terrasseområder – med udsigt over henholdsvis træningsbanen og banens afsluttende hul.
Desværre er de eksisterende havemøbler godt slidte – mange af dem over 20 år gamle – og det betyder, at både komfort og udtryk trænger til et løft. Med støtte fra BEOF’s pulje ønsker klubben at erstatte de gamle møbler med nye, tidssvarende cafeborde og stole – og samtidig øge antallet af siddepladser en smule, så flere kan være med.
Golfklubben ligger i et naturskønt område, der plejes med omtanke for miljøet og med respekt for det rige dyreliv, som trives side om side med golfsporten. Med nye møbler på terrassen får klubben bedre rammer til både hverdag, turneringer og fællesskab.
Stem på projektet, hvis du også mener, at naturskønne oplevelser og godt klubliv fortjener en god plads i solen.