Bord- og bænkesæt til Kanaløen

Hasle og Omegns Byting ønsker at tilføje tre robuste bord- og bænkesæt til det rekreative område Kanaløen ved Hasle Havn.

Kanaløen har gennem de seneste år gennemgået en imponerende forvandling fra en tidligere opsamlings- og affaldsø til en grøn oase, hvor besøgende kan nyde smukke omgivelser og ikke mindst øens måske bedste udsigt til solnedgangen. Denne udvikling er sket i samarbejde mellem Hasle Byting, Bornholms Regionskommune, Hasle Havn og mange frivillige kræfter, som har fjernet affald, sået vilde blomster og opført shelters og en bålhytte.

Nu ønsker Hasle og Omegns Byting at gøre Kanaløen endnu mere attraktiv ved at opstille bord- og bænkesæt bag læhegn, som er opført af restmaterialer fra bålhytten. De nye faciliteter vil gøre det lettere for både lokale og besøgende at bruge området til ophold, måltider og samvær i naturen.

Projektet henvender sig til Hasle og omegns beboere samt turister og gæster, der ønsker at nyde området. Med de nye borde og bænke vil Kanaløen blive endnu bedre som mødested og rekreativt område.

Stem på dette projekt, hvis du ønsker at støtte videreudviklingen af Kanaløen som en smuk og indbydende grøn oase!