To kunder bliver bestyrelsesmedlemmer i BEOF

Pressemeddelelse
16. december 2025

To kunder er nu blevet valgt ind i bestyrelserne i Bornholms Energi & Forsynings to vandselskaber. Det er Jonas Bohn og Per Wistisen. De to repræsentanter glæder sig, og det samme gør den administrerende direktør Claus Andersen.

Forbrugervalget i Bornholms Energi & Forsyning er nu afgjort.

Det er Jonas Bohn fra Svaneke og Per Wistisen fra Rønne, der fik flest stemmer, og som derfor begge får plads i den nye bestyrelse i Bornholms Energi & Forsynings vandselskaber.

– Jeg glæder mig til at være med til at sætte dagsordenen for rent vand på Bornholm for os og for vores børnebørn. Jeg håber, jeg kan bidrage med at sikre en effektiv udnyttelse af vores ressourcer. Jeg glæder mig også til at blive klogere på det overvældende stofområde og på de store beslutninger, som vi står overfor i de kommende år, siger Jonas Bohn, der fik 39% af stemmerne.

Per Wistisen fik 31% af stemmerne og glæder sig også over at være blevet valgt ind.

– Jeg er utrolig glad for at være kommet ind, og glæder mig især til at følge de store investeringer og sikre, at vi vælger de mest bæredygtige løsninger. Vores drikkevand er jo kritisk infrastruktur, så beredskab og sikkerhed fylder også meget for mig: Hvordan beskytter vi os, hvis det værst tænkelige skulle ske, hvis nogen ønsker at skade os, siger han og fortsætter:

– Men nu er jeg jo også økonomi-dreng, så jeg glæder mig da også til at få indblik i økonomien bag.

Tæt løb mellem kandidaterne

Tre kandidater stillede op til valget, og den tredje bliver derfor suppleant. Men selvom antallet af stemmer ikke rakte til en plads i bestyrelsen, så løb den tredje kandidat, Michael Fahlgren alligevel med 30% af stemmerne.

– Det var jo et tæt løb, så det er jeg yderst tilfreds med. Som suppleant håber jeg, at jeg også kommer til at lave noget, siger han.

Bornholmerne har indflydelse på seks medlemmer af bestyrelsen

Administrerende direktør Claus M. Andersen glæder sig til samarbejdet med den nye bestyrelse.

– Jeg er glad for, at vi nu ved hvordan vores kommende bestyrelse ser ud og for det engagement og den interesse, som de tre kandidater har vist vores vand og spildevand. Og sådan mere overordnet set, så er jeg stolt af, at bornholmerne har indflydelse på, hvem der sidder i vores bestyrelse. Det har de jo på flere måder, både via vores netop afholdte forbrugervalg, men også via kommunalvalget, som har resulteret i, at vi får fire folkevalgte politikere med om bord. Det betyder, at bornholmerne har indflydelse på i alt seks af de medlemmer, der sidder i vores bestyrelse. Det er godt og helt nødvendigt, når man tænker på de store beslutninger vi skal træffe de kommende år.

Den nye bestyrelse træder til ved den førstkommende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling som bliver til foråret.

206 bornholmere har stemt. Der var i alt 36.731 bornholmere der kunne stemme. Det er dog kun en fra hver husstand eller virksomhed, der har kunne afgive stemme.

Forbrugervalget er fastsat i lovgivningen.

SÅDAN FOREGIK FORBRUGERVALGET I BEOF

Valget blev gennemført elektronisk fra 24. november 2025 kl. 13.00 til 12. december 2025 kl. 12.00.

Hvem kunne stemme?

Alle BEOFs forbrugere over 18 år, private såvel som erhverv. Der kunne afgives én stemme pr. husstand eller virksomhed.

Hvordan er valget blevet afgjort?

Stemmerne er blevet optalt af en uafhængig operatør (DataMinds).

De to kandidater med flest stemmer bliver bestyrelsesmedlemmer, mens den kandidat med tredjeflest stemmer bliver suppleant.

Valgresultatet offentliggøres den 16. december 2025 på BEOF’s hjemmeside og i de lokale medier.

De nyvalgte indtræder ved førstkommende generalforsamling og vælges for en periode på fire år (maks. tre valgperioder).

Bestyrelserne i dag

De nuværende forbrugermedlemmer er Kasper Westh og
Kristian Goertz. Bestyrelserne består derudover af fire medarbejdervalgte medlemmer, to forsyningsfaglige medlemmer og seks politisk udpegede medlemmer.

Kommunalbestyrelsen har i 2025 besluttet, at der fremover skal være fire politisk udpegede medlemmer, hvilket også reducerer antallet af medarbejdervalgte medlemmer til tre.

Forbrugervalget afholdes altid i samme år som kommunalvalget.

Læs mere om forbrugervalget og læs vores valgregulativ her:

https://www.beof.dk/privat/artikler/forbrugervalg

Fra kandidaternes valgtekster:

Jonas Bohn

Bornholms fremtid begynder med rent vand! Født og opvokset i Svaneke. Efter flere år ovre vendte jeg i 2006 tilbage til øen og har siden drevet egen virksomhed. Som erhvervsdrivende oplever jeg dagligt at skulle finde balance i både natur og erhverv. Jeg vil arbejde for at bevare det rene bornholmske drikkevand og sikre en effektiv drift med lave omkostninger for bornholmerne.

Michael Fahlgren

Med min teknologiske baggrund og mangeårige erfaring som ingeniør og bestyrelsesmedlem mener jeg at kunne bidrage med væsentlige kompetencer inden for nogle af de områder, som vandværkerne aktuelt står overfor: Teknologi, modernisering og kapacitetsudfordringer, grundvandsbeskyttelse og forurening – og ikke mindst sikkerhed og robusthed. Sidstnævnte uhyre aktuelt pga. de mange droneoverflyvninger.

Per Wistisen

Jeg stiller op til bestyrelsen for at bidrage til en stærk, innovativ og bæredygtig udvikling. Jeg vil arbejde for at sikre Bornholms forsyning bedst muligt – særligt i en urolig tid med nye trusler. Jeg brænder for grøn omstilling, teknologisk udvikling og en tryg fremtid for hele Bornholm. Jeg er uddannet civiløkonom og arbejder professionelt med bestyrelsesarbejde. Jeg bor i udkant Rønne.

Foto: De to kunder, Jonas Bohn fra Svaneke til venstre og Per Wistisen fra Rønne, bliver medlemmer i bestyrelsen i Bornholms Vand og Bornholms Spildevand.