Nu kan bornholmerne sælge deres strøm fra vedvarende energi til BEOF
PRESSEMEDDELELSE
15. december 2025
Bornholms Energi & Forsyning (BEOF) kan nu kalde sig produktionselleverandør. Det betyder, at både bornholmere og virksomheder, der har en vindmølle eller solceller, nu kan sælge deres overskudsstrøm til selskabet. Musikhuzet er en af de bornholmske virksomheder, der har glædet sig til at kunne sælge sin overskudsstrøm.
Bornholms Energi & Forsyning (BEOF) kan nu kalde sig for produktionselleverandør. Det vil sige at bornholmere, der selv producerer strøm ved hjælp af enten solceller eller vindmøller, nu kan sælge den strøm, de ikke selv skal bruge, til BEOF.
En elforbruger kan nemlig kun sælge sin overskudsstrøm til det statslige selskab, Energinet, hvis denne har en produktionsaftale med en godkendt produktionselleverandør. Det kan altså lade sig gøre nu, og det er meget positivt, mener afdelingschef i Kunder & Kommunikation Tania Schrøder Thøgersen.
– Jeg er utrolig glad for, at vi nu kan tilbyde bornholmerne endnu en af de løsninger, som de længe har efterspurgt. Det er noget af det, vi for tiden har fokus på i BEOF, at vi I højere grad har de varer på hylderne, som kunderne leder efter. Lige som vi tidligere på året også lancerede en ladeløsning til elbiler.
BEOF bliver også kunde hos sig selv
Men det er ikke kun bornholmerne, der får gavn af aftalen. BEOF selv bliver også kunde.
– Vi har sat solceller op på en del af vores renseanlæg og vand- og varmeværker. De holder priserne nede på produktionen af vand og varme på Bornholm samtidig med, at de gør vores forsyning mere bæredygtig. I de perioder hvor vi producerer mere strøm, end vi selv kan bruge på vores værker, kan vi nu sælge strømmen til energinet via os selv, i stedet for via en anden produktionselleverandør. Det understøtter, at værdien fra vores anlæg bliver på Bornholm.
Fordele for Bornholm, bornholmerne og BEOF
For at kunne få en produktionsaftale med BEOF, så kræver det, at man er elkunde. Med det nye tiltag håber afdelingschefen da også at flere af de bornholmere, der selv producerer strøm, vil blive nye kunder i det lokale selskab. Og det er der flere fordele ved, fremhæver Tania Schrøder Thøgersen.
– For det første så får man hos os gennemskuelig elaftale til en fair pris. Ifølge Tænk så har vi den sjettebedste variable elaftale i landet. Derudover har vi også en lokal kundeservice, som netop er blevet kåret som den bedste blandt i alt 14 elselskaber. Men vores kunder er også med til at støtte op om Bornholm og bornholmske arbejdspladser. Vi er jo sat i verden for at gøre en positiv forskel på Bornholm, fordi vores overskud skal gøre en forskel her på øen. Når vi nu er produktionselleverandør, så kan vi forhåbentlig indgå flere elaftaler her på øen, siger hun.
Musikhuzet har glædet sig til at sælge grøn strøm fra solceller
På spillestedet Musikhuzet i Rønne har man taget et aktivt skridt mod en grønnere hverdag. Allerede i 2024 blev der installeret solceller på taget – et konkret tiltag, der både reducerer CO₂-aftrykket og bidrager til den bæredygtige omstilling.
Selvom Musikhuzets største strømforbrug ligger om aftenen, hvor koncerter og arrangementer fylder huset, producerer solcellerne mest strøm i de lyse dagtimer. Tidligere gik denne overskudsstrøm tabt, men nu kan spillestedet glæde sig over, at strømmen i stedet kan sælges videre.
– Vi var faktisk meget tæt på at lave en aftale med et selskab ovre, da vi opdagede, at vi kunne få en lokal aftale i BEOF. Det ville vi selvfølgelig helst, siger John Blicher Madsen, spillestedsleder. Han forklarer:
– Det er så fedt, at det er en lokal aftale, for det, at vi kan arbejde sammen på tværs af øen, har en stor værdi. Når vi kan samarbejde, så hjælper vi øen og hinanden med at sikre lokale arbejdspladser og sikre at værdien bliver her på Bornholm. Og så er det jo supergodt, at vi får noget betaling for den grønne strøm, som vi ikke selv bruger.
Solcellerne på Musikhuzets tag er medfinansieret af Sydbank i Rønne.


Foto: John Blicher Madsen, spillestedsleder Musikhuzet og Tania Schrøder Thøgersen, afdelingschef, BEOF.