Bornholms Energi & Forsyning udvider direktionen og ændrer i ledelsen med stærke hjemvendte bornholmere

PRESSEMEDDELELSE
8. maj 2024

Bornholms Energi & Forsyning har udvidet direktionen og foretaget ændringer i ledelsen, for at stå endnu stærkere til en fremtid med flere store udviklingsprojekter. Det gælder for eksempel transformationen af kraftvarmeværket i Rønne og udvikling af de muligheder som Energiø Bornholm bringer. Direktør Claus Andersen er optimistisk på Bornholms vegne.

 

Bornholms Energi & Forsyning har udvidet direktionen og ændret i ledelsen per 1. maj med stærke profiler, der alle tre er hjemvendte bornholmere.

 

Koncernens økonomichef, Jonas Krøier Hansen, er blevet udnævnt til økonomidirektør/CFO og direktionsassistent, Julius Kofoed, er udnævnt til chef for kommerciel infrastruktur. Sofie Persson, der kommer fra en stilling som kontorchef i Beskæftigelsesministeriet, er fra 1. august ansat som leder for direktionssupport.

 

For alle tre gælder det, at der er tale om hjemvendte bornholmere med stærke professionelle kompetencer, der skal være med til at lede selskabet ind i en spændende fremtid.

 

Bornholms Energi & Forsyning skal i de kommende år balancere hensynet til både en fortsat effektiv daglig drift og en række større udviklingsprojekter i flere af forsyningsselskaberne. For eksempel skal der etableres en ny struktur for renseanlæggene på Bornholm, der skal foretages investeringer i vedvarende energianlæg og derudover, skal det centrale kraftvarmeværk i Rønne transformeres, så det kan få en ny rolle i energisystemet i forbindelse med etableringen af Energiø Bornholm. Det kræver nye kompetencer og en øget eksekveringskraft.

 

– På hver deres felt vil Jonas, Julius og Sofie styrke Bornholms Energi & Forsyning og sikre, at vi har de rigtige kompetencer til at lede selskabet på den rejse, vi skal ud på. Vi har nu sat et kompetent hold, der skal lede Bornholms Energi & Forsyning i de kommende år, og jeg glæder mig meget til samarbejdet med de tre nye, stærke profiler, sammen med den øvrige ledelse og de dygtige medarbejdere i Bornholms Energi & Forsyning, udtaler adm. direktør Claus Andersen.

 

Bornholms Energi & Forsyning skaber nye arbejdspladser og skal tiltrække talent til Bornholm
Bornholms Energi & Forsynings mål er at skabe udvikling, vækst og arbejdspladser på Bornholm. Øen står overfor markante muligheder i forbindelse med etableringen af Energiø Bornholm, og for at kunne gribe dem, får forsyningsvirksomheden brug for at oprette nye stillinger og kunne tiltrække den nødvendige arbejdskraft til at besætte dem.

 

– Vi har brug for dygtige mennesker, til at drive Bornholms udvikling i de kommende år. Det kræver to ting – at der er nogen, der har lyst til at flytte til øen, eller måske tilbage til øen – og, at vi formår at skabe nogle attraktive arbejdspladser. Jeg er stolt over, at vi i Bornholms Energi & Forsyning har formået at skabe nogle rammer, der kan tiltrække så stærke profiler. At der er tale om tre hjemvendte bornholmere, som efter gode uddannelser og en række spændende jobs ’ovre’ flytter retur til øen med familien, gør jo bare historien endnu bedre. Det gør mig optimistisk på øens udviklings vegne, siger Claus Andersen.

 

En økonomidirektør med bornholmske rødder
Der er kun én af de nye ledere, der kommer udefra, nemlig Sofie Persson, de to andre er hentet hos Bornholms Energi & Forsyning selv. Heriblandt den nye økonomidirektør.

 

– Efter i en årrække at have løftet rollen som økonomichef i Bornholms Energi & Forsyning er det for mig et naturligt næste skridt at tage endnu mere ansvar for selskabets udvikling og træde ind i direktionen, siger Jonas Krøier Hansen, og fortsætter:

 

– Jeg er glad for den tillid, som bestyrelsen har vist mig og ser frem til træde ind i den nye rolle, hvor det er helt afgørende, at vi lykkes med at skabe værdi for bornholmerne ved fortsat at drive selskabet så effektivt som muligt, men også ved at sikre, at vi er klar til fremtiden.

 

Den adm. direktør og den nye økonomidirektør har arbejdet sammen siden Claus Andersen tiltrådte 1. januar 2021.

 

– Jeg har nu i tre et halvt år haft et tæt samarbejde med Jonas og er derfor meget opløftet over at kunne fortsætte det gode samarbejde i en endnu tættere konstellation. Jonas vil være en meget dygtig økonomidirektør, som jeg er sikker på, vil have en økonomisk sikker hånd på rattet i Bornholms Energi & Forsynings fortsatte positive udvikling, slutter Claus Andersen.

 

 

Jonas Krøier Hansen
Jonas er uddannet cand.merc.aud og har siden 2017 været ansat i Bornholms Energi & Forsyning, senest i en stilling som økonomichef. Jonas har tidligere været ansat hos KPMG, Georg Jensen og NKT. Jonas er bosat i Rønne med sin hustru og tre børn.

 

Julius Kofoed
Julius er uddannet cand.polit og har siden 2021 været ansat i Bornholms Energi & Forsyning , senest i en stilling som Direktionsassistent. Julius har tidligere været ansat i Dansk Energi (nu Green Power Denmark) og Deloitte. Julius er bosat i Svaneke med sin hustru og tre børn.

 

Sofie Persson
Sofie er uddannet cand.scient.pol og er ansat i Bornholms Energi & Forsyning per 1. august 2024. Sofie kommer fra en stilling som kontorchef i Beskæftigelsesministeriet. Sofie har tidligere haft stillinger både som fuldmægtig, departementschefsekretær samt ministersekretær i ministeriet, ligesom Sofie har erfaring fra Christiansborg og en udstationering i Bruxelles. Sofie er flyttet til Svaneke i februar 2024, hvor hun bor med sin mand og to børn.

 

 

Den samlede chefgruppe udgør per 1. maj 2024
Claus. M. Andersen, adm. direktør
Jonas Krøier Hansen, økonomidirektør
Julius Kofoed, afdelingschef for kommerciel infrastruktur
Ole Dissing, afdelingschef for forsyning
Jeppe Eimose Waagstein, afdelingschef for forretningsudvikling
Tania Schrøder Thøgersen, afdelingschef for kunder & kommunikation

 

Om Bornholms Energi & Forsyning
Vi leverer sikker og effektiv produktion og forsyning af strøm, vand, varme og spildevand til bornholmerne.  Men lige så vigtigt for os er det at understøtte det bornholmske samfunds udvikling – også i fremtiden. Derfor arbejder vi hver dag på at udvikle morgendagens grønne energisystem. Det gør vi sammen med en række af verdens største organisationer og internationalt førende forskere med Bornholm i centrum som anerkendt test-ø. Det er vores omkring 150 medarbejdere, der får det til at ske.

 

Kontakt for interview:
Claus M. Andersen, adm. direktør, Bornholms Energi & Forsyning, mobil: 2723 1533

 

Har du spørgsmål til pressemeddelelsen eller andet praktisk så kontakt:
Katja Hemming Hansen, kommunikationsansvarlig, Bornholms Energi & Forsyning, mobil: 3131 7009.

Læs mere om vores el