Vores vandkvalitet 

På Bornholm kan vi med stolthed sige, at vores vandværker leverer noget af Danmarks bedste drikkevand. Vandet fra din hane er rent og rig på de naturlige mineraler kalk og magnesium

Sådan sikrer vi kvaliteten af dit drikkevand

Hos Bornholms Energi & Forsyning har vi ansvaret for, at drikkevandet på Bornholm er sikkert og af høj kvalitet. Vand er en livsnødvendig ressource, og du skal trygt kunne drikke vandet direkte fra hanen – hver dag.

Derfor kontrollerer vi løbende drikkevandet både på vores vandværker og i ledningsnettet. Vandet analyseres for bakterier og en lang række uønskede stoffer, så vi sikrer, at det altid lever op til gældende krav til drikkevand.

Kontrol, tilsyn og gennemsigtighed

Kontrollen af drikkevandet sker efter faste programmer og i overensstemmelse med gældende regler. Myndighederne fastsætter rammerne for tilsyn, og analyserne udføres af akkrediterede laboratorier.

Hvert år indberetter vi data om vores vandværkers drift og kvalitet. Oplysningerne dækker blandt andet sundhed, forsyningssikkerhed, klima og miljø og bidrager til gennemsigtighed og løbende forbedringer af vandforsyningen.

Vores vandforsyning på Bornholm

Vandet indvindes fra 27 boringer, der er placeret på forskellige kildepladser rundt om på Bornholm. Det sikrer en stabil og pålidelig vandforsyning til hele øen.

Vores fire vandværker leverer drikkevand til cirka 12.000 husstande og virksomheder – svarende til omkring 40 procent af øens husstande og virksomheder. Vandet transporteres gennem et ledningsnet på cirka 780 kilometer.

Fakta om vores vandforsyning

  • Ca. 12.000 husstande og virksomheder forsynes med vand

  • Fire vandværker: Smålyngsværket, Brogård Vandværk, Rø Vandværk og Hasle Vandværk

  • 31 indvindingsboringer

  • Cirka 820 km ledningsnet

Naturlig og skånsom vandbehandling

Behandlingen af drikkevandet er enkel og naturlig. Grundvandet iltes og filtreres gennem sand, hvor blandt andet jern og mangan fjernes.

Vi anvender ikke desinfektionsmidler som for eksempel klor, da vores grundvand er så rent, at det ikke er nødvendigt.

Kontrol af drikkevandskvaliteten

Kvaliteten af drikkevandet overvåges gennem regelmæssige prøver, som fastlægges i et årligt kontrolprogram. Prøverne opdeles overordnet i to typer:

  • Gruppe A-parametre, som er hyppige stikprøver af de mest almindelige kvalitetsparametre

  • Gruppe B-parametre, som er mere omfattende analyser, der udføres sjældnere

Indvindingsboringerne kontrolleres med faste intervaller, og antallet af prøver hos forbrugerne afhænger af den mængde vand, der leveres.

Miljøfremmede stoffer

Miljøfremmede stoffer kan forekomme i vandet, hvis grundvandet bliver forurenet. Det kan for eksempel være pesticider, PFAS, ftalater eller klorerede opløsningsmidler.

Vi arbejder målrettet for at beskytte grundvandet og tester løbende for miljøfremmede stoffer. På enkelte kildepladser er der fundet spor af sådanne stoffer, og i få boringer er der påvist PFAS. I de tilfælde følger vi straks op med yderligere analyser og nødvendige tiltag.

Kommunen orienteres om alle overskridelser. Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at der er en sundhedsrisiko, informeres berørte forbrugere hurtigst muligt. I øvrige tilfælde arbejdes der videre med opfølgning og dokumentation, indtil kvaliteten igen er i orden.

Parameter
Enhed
Drikkevandskrav ved forbruger
Jern
mg/l
mindre end 0,2
Mangan
mg/l
mindre end 0,05
Hårdhed
°dH
-
Jern
Mangan
Hårdhed
Smålyngsværket
Mindre end 0,01 mg/l - 0,15
Mindre end 0,002
Medium: 15
Brogård vandværk
Mindre end 0,01 mg/l - 0,1
Mindre end 0,002
Medium: 16
Hasle vandværk
Mindre end 0,01 mg/l - 0,1
Mindre end 0,002
Medium: 16
Rø vandværk
Mindre end 0,01
Mindre end 0,002
Medium: 15

Seneste kvalitetsmålinger fra vores vandværker

Hårdhedsgrader (2021)

Medium: 16 °dH-

°dH er den tyske standard for måling af vands hårdhed

Medium: 15 °dH-

°dH er den tyske standard for måling af vands hårdhed

Medium: 16 °dH-

°dH er den tyske standard for måling af vands hårdhed

Medium: 15 °dH-

°dH er den tyske standard for måling af vands hårdhed

Forhold og hændelser

I oktober 2025 registrerede vi en mikrobiologisk overskridelse i Nexø, og i november 2025 registrerede vi en mikrobiologisk overskridelse i Hasle. Det var tale om prøver som påviste forekomst af 1-2 E. coli. Ifølge drikkevandskravene må der ikke forekomme E. coli i drikkevandet.

Som standardprocedure blev driftsforholdene straks undersøgt, og der blev taget en opfølgende prøve, som viste, at der ikke længere var nogen overskridelse.

Overskridelserne blev meldt til kommunen.

Det blev vurderet, at der ikke var nogen sundhedsrisiko forbundet med hændelserne, og derfor blev forbrugerne ikke orienteret direkte. 

I henhold til Vandsektorloven § 2, stk. 1, offentliggør vi et sammendrag af de henvendelser, vi har modtaget fra vores kunder. 

I det forgangne år har vi ikke modtaget alvorlige klager om forhold, der er omfattet af bekendtgørelsen. De få henvendelser, vi har registreret, kan bedst beskrives som forespørgsler eller afklaringer, og disse er blevet behandlet hurtigt og tilfredsstillende. 

Se mere om vores vand