Bornholms Højspændingsværk blev under store udfordringer opført under anden verdenskrig. I 1945 kunne værket for første gang levere strøm til seks købstadskommuner og 42 transformatorforeninger på Bornholm. Det gamle dampværk blev løbende udbygget over årene til i alt fire kedler med tilhørende dampturbinegeneratorer.

Den sidste kedel blev taget ud af drift i 2010, men nu ønsker Bornholms Energi & Forsyning (BEOF), at bygningen på havnen skal have en ny og relevant rolle i den grønne omstilling.

Ny teknologi erstatter gammel sort produktion – og styrker grøn omstilling

For i 2026 skal et 10 MW batteri flytte ind i en af de gamle kedelsale. Og det glæder afdelingschefen for kommerciel infrastruktur i BEOF.

– Vi er utroligt glade for og stolte over, at vores kraftværk, med denne her investering, bliver en endnu stærkere medspiller i den grønne omstilling. Det styrker vores forsyningssikkerhed, gør det muligt at bevare og genbruge de historiske bygninger, og sikrer, at mere af den grønne energi kan udnyttes her på øen. Batteriet giver os også en økonomisk fordel, fordi vi kan sælge flere typer af ydelser til det danske og nordiske elmarked. På den måde er det en investering, der hjælper os med at skabe værdi på Bornholm, og det er samtidig en løsning med vigtige perspektiver for den grønne omstilling generelt, siger Julius Kofoed.

Batteriet styrker forsyningssikkerheden på Bornholm

Selvom BEOF producerer strøm, så kommer en stor del af strømforsyningen via et elkabel, der ligger på bunden af Østersøen, som forbinder Bornholm med Sverige. På Bornholm har man flere gange oplevet at søkablet er blevet beskadiget, blandt andet i 2012, 2017 og 2022. I den situation har BEOF ansvaret for at forsyne øen med strøm indtil kablet er blevet repareret, og går i såkaldt ø-drift. Det kan dog tage op til seks timer før vores nødforsyning kommer i omdrejning og kan stå for øens elforsyning. Forventningen er, at sådan en opstart kan gennemføres hurtigere i samspil med det nye batteri.

Energinet har brug for initiativer som det bornholmske

Energinet er et statsligt selskab, der ejer og driver det overordnede elnet i Danmark og som har ansvar for, at vi har en sikker forsyning af blandt andet el. Områdeleder i Fleksibilitet og Balancering, Kia Marie Jerichau, hilser batterier og andre nye teknologier velkommen. Vindmøller og solceller vil i fremtiden levere det meste af vores el, men dermed vil en større del af produktionen også komme, som vinden blæser, og solen skinner. Traditionelt har de gamle kraftværker hurtigt kunne skrue op og ned og sikre, at der altid er balance mellem produktion og forbrug. Men i et helt grønt elsystem er der brug for, at flere kan gøre det samme.

– Vi har hvert sekund døgnet rundt brug for, at nogen kan få produktion eller forbrug til at gå op eller ned, så elsystemet ikke kommer i ubalance. Batterier kan både opsluge el og sende det tilbage på elnettet, hvis for eksempel en vindfront kommer lidt senere end forventet eller der opstår en fejl i elsystemet. Det er godt, at flere ser en god forretning i at kunne bidrage og levere de ”systemydelser”, som vi hver dag på samfundets vegne køber for at sikre, at elforsyningen er stabil, siger hun.

Hitachi Energy leverer batteriet

Batteriet leveres af den Schweiz-baserede teknologigigant Hitachi Energy, der er en af verdens førende virksomheder inden for energiteknologi. Med aktiviteter i energi-forretningen i 60 lande og med 45.000 ansatte ser Hitachi Energy et stort potentiale i denne model, som kan inspirere til flere lignende løsninger både i Danmark og internationalt.

– Med dette projekt er Bornholm på forkant med den grønne omstilling. Det er et godt eksempel på, hvordan vores erfaring og innovative BESS-løsninger kan accelerere energiomstillingen og give gamle anlæg nye roller for den bæredygtige energifremtid, siger Claus Madsen, Country Managing Director hos Hitachi Energy.