Code of conduct
(Adfærdskodeks for leverandører)

Vi er ejet af Bornholms Regionskommune og dermed af alle bornholmere. Vi vil være noget for bornholmerne, og det forpligter. Det er en forpligtelse vi tager alvorligt og har derfor høje krav og forventninger til os selv og til dig som leverandør.

Bornholms Energi & Forsyning A/S er bornholmernes forsyningsselskab.

Vi har en oprigtig interesse i verden omkring os og derfor også i vores aftryk på selvsamme omverden.
Vi er bevidste om, at omverdenen i højere og højere grad forventer, at vi som virksomhed og som en af de store virksomheder på Bornholm forholder os aktivt til vores omverden og samfundsansvar.

Helt grundlæggende er der tale om det, vi kalder god opførsel, og vi vil gå forrest som det gode eksempel. Vi ønsker ikke at udelukke nogen med denne adfærdskodeks, men opfordrer vores leverandører til at gå i dialog med os, hvis der er punkter, der i dag ikke efterleves fuldt ud, eller hvis der er tvivl.

Vi samarbejder med mange forskellige leverandører, både store og små, og kravene til leverandører vil tage hensyn til opgavens og leverandørens størrelse.

Generelle krav

Alle leverandører skal som minimum overholde gældende lovgivning inden for relevante områder.
Endvidere forventer vi, at alle vores leverandører har kendskab til og efterlever retningslinjerne i denne adfærdskodeks.

Claus M. Andersen
Administrerende direktør
Bornholms Energi & Forsyning
11.03.2022

1. Medarbejdere

Vi forventer, at vores leverandører fokuserer på egne medarbejderes trivsel og sikrer et sundt
og sikkert arbejdsmiljø med ordentlige ansættelsesvilkår.

Arbejdsforhold

Vi forventer, at vores leverandører som minimum har ordentlige arbejds- og ansættelsesforhold
for egne medarbejdere og overholder gældende lovgivning og overenskomster på området.

  • Arbejdsforhold, arbejdstider, hvileperioder samt ferie og løn skal være i overensstemmelse
    med gældende national eller lokal lovgivning samt relevante branchestandarder og overenskomster
    og muliggøre en anstændig levestandard i henhold til lokale forhold.
  • Løn må ikke tilbageholdes, og eventuelle løntræk skal fremgå tydeligt og forståeligt for medarbejderen.
    Tilbageholdelse af løn må ikke anvendes som disciplinær sanktion eller afstraffelse.
  • Leverandører forventes at dele vores forpligtelse til at modarbejde social dumping og sikre,
    at eventuelle underleverandører efterlever danske arbejdsmarkedsregler og kollektive overenskomster.
    Det gælder blandt andet løn, arbejdsvilkår, arbejdstider, foreningsfrihed, ret til kollektive
    forhandlinger, ansættelse af lærlinge og praktikanter samt forsvarlige forhold ved eventuel indkvartering.

Sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen

Vi forventer, at vores leverandører sikrer et sundt og sikkert arbejdsmiljø for alle medarbejdere.
Gældende lovgivning og bestemmelser inden for arbejdsmiljø og sikkerhed skal til enhver tid overholdes.

  • Leverandører forventes at arbejde systematisk med at forebygge arbejdsulykker og reducere
    arbejdsrelaterede risici. Vi opfordrer til anvendelse af arbejdsmiljøledelsessystemer,
    hvor det er relevant og proportionelt i forhold til leverandørens branche og størrelse.
  • Leverandører skal have relevante processer og procedurer for oplæring og uddannelse i
    arbejdssikkerhed samt stille nødvendigt sikkerhedsudstyr til rådighed for medarbejdere.

2. Menneskerettigheder

Vi forventer, at alle vores leverandører respekterer internationalt anerkendte menneskerettigheder
og arbejdstagerrettigheder som defineret i FN’s menneskerettighedserklæring og
Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konventioner.

Børnearbejde og tvangsarbejde

Vi modarbejder alle former for børnearbejde, tvangsarbejde, menneskehandel og moderne slaveri.
Vi forventer, at vores leverandører har politikker og processer, der sikrer, at dette ikke
forekommer hos hverken egne medarbejdere eller underleverandører.

  • Leverandører skal overholde gældende lovgivning, internationale retningslinjer og relevante
    overenskomster vedrørende medarbejderes alder og arbejdets karakter.
  • Leverandører forventes at have systematiske processer til at sikre, at børnearbejde og
    tvangsarbejde ikke forekommer hos underleverandører.

Diskrimination

Vi forventer, at leverandører aktivt modarbejder alle former for diskrimination på baggrund
af køn, etnicitet, handicap, religion, seksuel orientering og politiske holdninger.

Personfølsomme oplysninger

Vi forventer, at vores leverandører behandler personfølsomme oplysninger med omhu og
overholder gældende regler og lovgivning om databeskyttelse.

  • Medarbejdernes ret til privatliv skal respekteres ved indsamling og opbevaring af personoplysninger.
  • Leverandører skal have relevante politikker og processer på plads for at efterleve gældende
    databeskyttelseslovgivning.

Foreningsfrihed og kollektive forhandlinger

Leverandører skal respektere medarbejdernes ret til at organisere sig og indgå kollektive overenskomster.

  • Leverandører forventes at sikre foreningsfrihed og kollektive forhandlinger i overensstemmelse
    med gældende lovgivning og internationale standarder.

3. Miljø og klima

Vi forventer, at alle vores leverandører overholder gældende lovgivning inden for miljø- og klimaområdet
og arbejder aktivt for at reducere miljø- og klimaaftrykket fra egne aktiviteter.

  • Leverandører opfordres til at arbejde systematisk med at optimere processer og reducere
    påvirkningen af miljø og klima, herunder gennem relevante miljøledelsessystemer.
  • Leverandører forventes at arbejde målrettet med at optimere ressourceforbruget, herunder
    råmaterialer, energi og vand, samt sikre ansvarlig affaldshåndtering og genbrug.

4. Anti-korruption og forretningsetik

Bornholms Energi & Forsyning modarbejder korruption og bestikkelse i alle former.
Vi hverken tilbyder eller accepterer bestikkelse, gaver eller fordele, der kan påvirke
forretningsmæssige beslutninger, og forventer, at vores leverandører deler denne tilgang.

  • Leverandører må ikke engagere sig i korrupte handlinger, herunder bestikkelse, afpresning
    eller hvidvaskning af penge, hverken direkte eller gennem tredjepart.
  • Leverandører skal have procedurer på plads til at forebygge ulovlig adfærd relateret til
    korruption og bestikkelse.
  • Forretningsmæssige beslutninger skal træffes på neutrale og saglige grundlag uden
    personlige eller uvedkommende hensyn.

5. Overholdelse

Vi forbeholder os retten til at indhente yderligere information om leverandørers og
forretningspartneres efterlevelse af denne adfærdskodeks samt til at gennemføre
kontrolbesøg hos leverandører og underleverandører.

Såfremt adfærdskodeksen ikke overholdes, og nødvendige korrigerende handlinger ikke
implementeres inden for aftalt tidsrum, forbeholder Bornholms Energi & Forsyning sig
retten til at opsige samarbejdet.