Nysgerrige bornholmere blev klogere på Bornholms Vedvarende Energi A/S
NYHED
22. oktober 2024
Hvad er baggrunden for det nye datterselskab under Bornholms Energi og Forsyning, og hvad betyder det for Bornholm? Tirsdag aften inviterede BEOF øens borgere til kaffe og kage, mens ledelsen fremlagde visionerne for Bornholms Vedvarende Energi A/S.
Omkring 40 borgere deltog i mødet i Aarkirkeby-hallerne, hvor bestyrelsens forperson Helle Munk Ravnborg bød velkommen. Derefter fulgte oplæg fra administrerende direktør Claus M. Andersen, økonomidirektør Jonas Krøier Hansen og afdelingschef Julius Kofoed, inden der blev åbnet for spørgsmål fra salen.
Et af de centrale emner var de økonomiske rammer for det nye selskab. Økonomidirektøren forklarede, at kapitalen, som stammer fra salget af elnettet, nu er på 600 millioner kroner. En femtedel er afsat til kapitalsikring, mens resten skal investeres i projekter, der fremmer Bornholms grønne omstilling.
Bornholms Vedvarende Energi A/S er oprettet med henblik på at varetage investeringer i vedvarende energianlæg. De kommende investeringer afhænger til dels af, hvornår Energiø Bornholm bliver en realitet. Fokus er på små og mellemstore projekter som batteriløsninger til strømoplagring og solcelleanlæg på kommunale bygninger, da der p.t. ikke er planer om store vedvarende energiprojekter på selve Bornholm. Strategien bygger på “mange bække små”, hvor flere mindre initiativer samlet vil styrke forsyningssikkerheden og på sigt gerne skulle gøre vedvarende energi billigere på øen.
De fremmødte fik indsigt i, hvordan planlagte investeringer vil skabe værdi for Bornholm gennem lokale initiativer. Her blev der luftet ideer om blandt andet solceller på offentlige bygninger og optimering af energiforbruget ved spildevandsanlæg.
Aftenen blev afsluttet med en åben dialog, hvor bornholmerne kunne stille spørgsmål og dele deres synspunkter. Der blev udvekslet kritiske spørgsmål, konstruktive input og nye ideer. Flere deltagere roste den åbne tilgang og så frem til den grønne udvikling, der blev præsenteret som en central del af Bornholms fremtid.
Læs mere om vores el