Afkøling og afkølingsafregning

Når fjernvarmen løber gennem dit hus, er det vigtigt, at varmen bliver udnyttet bedst muligt, før vandet sendes tilbage til varmeværket. Det kalder vi afkøling.
Jo mere varme du får ud af fjernvarmen i din bolig, jo bedre er din afkøling –
og det er en fordel for både dig og fjernvarmesystemet.

God afkøling betyder, at fjernvarmesystemet kan fungere mere effektivt. Det reducerer behovet for ekstra varmeproduktion og gør det billigere at drive fjernvarmenettet. Derfor har afkøling betydning både for din varmeregning og for fællesskabet af fjernvarmekunder.

Hvad er afkølingsafregning?

Afkølingsafregning er en årlig opgørelse af, hvor effektivt du udnytter fjernvarmen i din bolig. Opgørelsen tager udgangspunkt i forskellen mellem:

  • temperaturen på fjernvarmevandet, når det kommer ind i din bolig

  • temperaturen på vandet, når det sendes retur til varmeværket

Jo koldere returvandet er, desto bedre er varmen udnyttet hjemme hos dig.

Afkølingsafregningen fremgår nu af din årsopgørelse og kan resultere i:

  • en bonus, hvis din afkøling er bedre end forventet

  • en afgift, hvis returvandet er for varmt

  • eller ingen ændring, hvis du ligger i den neutrale zone

Hvorfor har vi afkølingsafregning?

Fjernvarme er et fælles system. Når nogen sender meget varmt vand retur, påvirker det driften for alle. Det kræver mere energi at producere og sende nyt varmt vand ud i nettet, end hvis varmen bliver udnyttet effektivt i boligerne.

Afkølingsafregningen er indført for at sikre en mere retfærdig fordeling af omkostningerne. De kunder, der udnytter varmen godt, belønnes. De kunder, der belaster systemet mest, betaler lidt mere.

Målet er ikke at opkræve afgifter, men at få fjernvarmen til at fungere bedre for os alle.

Sådan beregnes din afkøling

Afkølingen beregnes ved at sammenholde:

  • din gennemsnitlige returtemperatur

  • den forventede returtemperatur for netop din bolig

Den forventede returtemperatur afhænger blandt andet af fjernvarmevandets temperatur og din placering i fjernvarmenettet. Det sikrer, at afregningen er fair, uanset hvor på Bornholm du bor.

Hvis din returtemperatur er:

  • lavere end forventet, får du en bonus

  • højere end forventet, betaler du en afgift

Bonus eller afgift beregnes som 1 procent pr. grad, returvandet afviger fra forventningen, ganget med dit varmeforbrug.

Hvor kan du følge din afkøling?

Du kan følge din afkøling løbende på minForsyning, hvor du også finder:

  • dine målinger

  • din årsopgørelse

  • overblik over, hvordan din afkøling udvikler sig

På den måde kan du reagere i tide og undgå uventede reguleringer på varmeregningen.

Hvad kan du selv gøre?

Små justeringer i hverdagen kan gøre en stor forskel for afkølingen. Ofte handler det om at sikre, at varmen bliver afgivet korrekt i radiatorer eller gulvvarme, og at anlægget er indstillet rigtigt.

Hvis returvandet er meget varmt, kan det være tegn på, at anlægget ikke udnytter varmen optimalt. I så fald kan det betale sig at se på indstillingerne eller få hjælp fra en VVS-installatør.

Afkølingsafregningen viser, hvor godt fjernvarmen udnyttes i din bolig. Den beregnes ved at måle temperaturen på det vand, der løber tilbage fra din bolig til varmeværket i regningsperioden, og sammenligne den med en forventet returtemperatur.

Den forventede returtemperatur afhænger af:

  • temperaturen på fjernvarmevandet, når det sendes ud fra varmeværket

  • hvor din bolig er placeret i fjernvarmenettet

Da fremløbstemperaturen varierer i nettet, varierer den forventede returtemperatur også. Det sikrer en retfærdig afregning, uanset hvor på nettet du bor.

Når afkølingen beregnes, ser vi på den vægtede gennemsnitstemperatur for returvandet over perioden. På den baggrund afgøres det, om du:

  • får en bonus

  • betaler en afgift

  • eller ligger i den neutrale zone uden regulering

Bonus eller afgift

Du får en bonus
Hvis returvandet er koldere end forventet.
Bonus udgør 1 procent pr. grad under den forventede temperatur.

Du betaler en afgift
Hvis returvandet er varmere end forventet.
Afgiften udgør 1 procent pr. grad over den forventede temperatur.

Vil du se din afkøling?

Du kan finde dine tal på din varmeregning eller ved at aflæse måleren i din bolig.
En guide til aflæsning af måleren finder du her.
Du kan også se dine afkølingsdata på minForsyning under afkøling.

Sådan beregnes reguleringen

Afkølingen beregnes ved at se på forskellen mellem:

  • temperaturen på returvandet fra din bolig.

  • og den temperatur, der er fastsat som krav for din bolig.

Forskellen opgøres i grader og omregnes til en procentvis regulering.
Denne regulering ganges med den gældende MWh-pris og dit samlede varmeforbrug i MWh.

Resultatet afgør, om du får en bonus, betaler en afgift – eller ligger i den neutrale zone uden ændring.

Afkølingsafregningen indføres gradvist for at sikre en nem og overskuelig overgang.

Når ordningen er fuldt indført i 2027, vil neutralzonetillægget være på 3 grader. Indfasningen sker sådan:

  • 2025: neutralzonetillæg på 7 grader

  • 2026: neutralzonetillæg på 5 grader

  • 2027: neutralzonetillæg på 3 grader

Den gradvise indfasning giver dig tid til at vænne dig til afkølingsafregningen og eventuelt justere din udnyttelse af fjernvarmen.

Hvad betyder neutralzonetillægget?

Neutralzonetillægget fastlægger et interval for, hvor høj din returtemperatur må være uden økonomisk konsekvens.

Hvis din gennemsnitlige returtemperatur ligger mellem:

  • den anbefalede gennemsnitlige returtemperatur.

  • og den maksimalt anbefalede returtemperatur.

befinder du dig i neutralzonen. Det betyder, at du hverken betaler afgift eller modtager bonus.

Følg din afkøling på minForsyning

minForsyning kan du løbende følge din afkøling. Har du flere kundeforhold hos Bornholms Energi & Forsyning, skal du vælge din fjernvarmeprofil.

Klik på pilen i højre hjørne, vælg symbolet med to pile og derefter Afkøling i sidemenuen.

Sådan læser du grafen

  • Den blå søjle viser din returtemperatur

  • Den grønne linje viser den anbefalede gennemsnitlige returtemperatur

  • Den røde linje viser den maksimalt anbefalede returtemperatur

Hvis den blå søjle ligger mellem den grønne og den røde linje, er du i neutralzonen uden afgift eller bonus.

Ligger den blå søjle over den røde linje, betaler du en afgift.
Ligger den blå søjle under den grønne linje, modtager du en bonus.

Afgift eller bonus opgøres én gang om året og fremgår af din årsopgørelse.

Gradvis tilpasning af grænserne

I takt med indførelsen af afkølingsafregningen vil den røde linje gradvist rykke tættere på den grønne linje.